Revurdering af senator McCarthy

Af Peter Neerup Buhl

Den amerikanske senator Joseph McCarthy (1908-1957) blev berømt og især berygtet for sin ”kommunistjagt”, som han indledte med en tale i 1950, og som varede til et stort flertal af senatet fordømte hans fremfærd i 1954. McCarthy var republikansk senator for Wisconsin fra 1947 til sin død i 1957.

Historikeren Arthur Herman, der tidligere har skrevet bogen ”The Idea of Decline in Western History” behandlet i Alætheia nr. 7, er nu aktuel med en kontroversiel, men uhyre grundig og velargumenteret revurdering af senator Joseph McCarthy (1908 -1957), halvtredsernes berygtede kommunistjæger, som man i fuldt alvor normalt sammenligner med Hitler, Stalin og andre diktatorer og folkemordere.1 Sociologisk er McCarthys popularitet især blevet tolket som ”et folkeligt opgør med overklassen” (Talcott Parsons). Herman afviser helt den førstnævnte opfattelse og fremhæver det velbegrundede i den folkelige støtte til McCarthy.2

I de seneste år er en mængde arkivstof blevet frigjort, ikke mindst i østlandene, som viser det berettigede i McCarthys anklager om dårligt sikkerhedscheck af personale i USA’s regeringsadministration og militære installationer. Således er de to mest berømte sager, Alger Hiss’ og Rosenberg-parrets spionage (som McCarthy ikke kom i berøring med), yderligere dokumenteret. Men McCarthys mest prominente ”ofre” viser sig nu også at have været mere betændte, end man hidtil har vidst. Fx Asien-eksperten og regeringsrådgiveren Owen Lattimore, der bagatelliserede Stalins udrensninger som udtryk for sandt demokrati, roste Gulag-administratorernes ”med-borgerlige ansvarlighed” og anså Maos kommunister som støtteværdige, demokratiske landbrugsreformatorer.

Sikkerhedsprocedurerne i udenrigsministeriet blev – som hævdet af McCarthy – sjoflet, tusindvis af ansatte blev i flere år ikke tjekket og i flere tilfælde kendte Truman-administrationens top endog til sikkerhedsrisici i årevis uden at gribe ind. Siden 1945 havde Truman selv således vidst uden at røre en finger, at hans højtrangerede medarbejder Harry Dexter White var spion for Sovjet. I den militære installation Fort Monmouth, som McCarthy blev uhyre kritiseret for at kræve undersøgt, var en ven af spionen Rosenberg 40 gange blevet grebet i at tage klassificerede dokumenter med hjem, uden det var blevet påtalt! En rådgiver for militæret rådede det betegnende nok til ikke at fokusere på undergravende virksomhed i høringerne med McCarthy, da denne ansås for generelt at have et virkelighedsgrundlag bag beskyldningerne.

Mest berygtet var måske McCarthys angreb på den højt estimerede general Marshall, men også her kan Herman vise, hvor ufattelig naiv generalen var i sin omgang med de kinesiske kommunister, som han i realiteten støttede. Engang delte Marshall fly med Maos næstkommanderende Zhou En-lai, der uden at bemærke det tabte en notesbog med liste over alle sine spioner hos Chiang Kai-shek, som USA angiveligt støttede. Marshall beordrede notesbogen returneret ulæst til Zhou….

Det var for McCarthy vigtigt ikke blot at afsløre egentlige kommunister, men alle, der ikke mindst i trediverne havde udvist dårlig dømmekraft i omgangen med kommunismen. Hans holdning var den korrekte, at betroede offentlige stillinger ikke er en rettighed, men et privilegium, som man på flere måder kunne gøre sig uværdig til. Han fremhævede igen og igen, at hans høringer ikke svarede til en retssag, hvor tvivlen skulle komme en kriminel tilgode. I betroede stillinger burde bevisbyrden være omvendt.
En af McCarthys - også danskaktuelle – pointer var: ”Dumhed og iver efter at holde et korrupt parti til det offentlige trug kan ødelægge en nation lige så effektivt og hurtigt som forræderi – især hvis forræderne kan bruge mænd medsnævert sind, der sætter partiet over landet.” Han måtte spørge, hvordan man overhovedet kunne forstå den aktuelle situation, hvis mænd i landets ledelse ikke bevidst søgte at drive landet mod katastrofen. Og han tilføjede den evigt relevante indsigt: ”Historien sker slet og ret. Den skabes af mænd – mænd mednavne og ansigter, og den eneste måde at ændre historiens gang på er at skaffe os af med de konkrete individer, som vi finder, er dårlige for Amerika.”

Herman fremhæver, at det var McCarthys mentalitet: Viljen til stædigt at bringe Vestens civilisation til sejr over kommunismen – der var det fornødne i konfrontationen. Ikke den ”liberale” elites halvhjertede kritik af den kommunistiske blok og vankelmodige ”opdæmning” (i stedet for offensiv tilbagerulning) af den. De progressive demokrater fra Roosevelt-æraen svigtede efter Hermans mening i kampen mod kommunismen ude og hjemme, fordi de grundlæggende havde samme mål som marxismen (det sagde mange af dem endog selv). De så en langt større trussel i virkelig og indbildt fascisme og nazisme. Her var McCarthy lige afvisende over for begge former for totalitarisme; han kaldte nazismen et tiltag af ”rendestens-intellektuelle”, der ville overtage magten i en stor stat, ligesom marxisterne med løfter om øget velfærd som påskud. Mens de liberale troede på en ”dialog” med marxisterne, indså McCarthy, at de ligesom nazisterne kun kunne bekæmpes ved at mødes af offensiv afvisning.

McCarthy er senere blevet beskyldt for både racisme og antisemitisme. Men sandheden er, at han var en af de første helt ”farveblinde” politikere, mens mange sydstatsdemokrater, der i eftertiden er fremstået som heroiske frihedskæmpere mod McCarthy, var arge segregationister (tilhængere af en raceopdeling af USA).

Blandt de gængse beskyldninger mod McCarthy er, at han uden tilstrækkelig dokumentation offentligt stemplede folk som forrædere; men det var faktisk den mod ham fjendtlige undersøgelseskommission, der blev nedsat efter hans første generelle advarer-tale i 1950, som tvang ham til det. Selv indvendte han, at han, at han ikke før havde nævnt navne, fordi det ville være ”upassende”: ”jeg har ikke al information om disse individer.” Hans mål var simpelthen at vise, at der var noget ”radikalt galt” med udenrigsministeriets loyalitetskontrol.

En meget McCarthy-kritisk ekspert, der iagttog McCarthy under høringer, måtte i 1953 udtrykke beundring for den omhyggelige planlægning og den høje grad af selvkontrol og tålmodighed, som senatoren udviste under afhøringer af de ofte arrogante og meget mistænkelige vidner, der ville give de fleste mennesker myrekryb. McCarthy beskyttede konsekvent selv de mest mistænkelige vidners anonymitet (når det modsatte altså ikke blev påtvunget ham). Men som FBI-chefen J. Edgar Hoover, der vidste hvor sande McCarthys beskyldninger var, engang forklarede en journalist: ”Når du angriber undergravere, vil du altid blive genstand for den mest ekstremt ondartede kritik, der kan tænkes.” Hoover havde selv i 1950 henvendt sig til McCarthy i desperation over, at Truman-administrationen ikke tog den indre kommunistiske trussel alvorligt. I 1952 havde selv CIA’s egen direktør, Walter Bedell Smith, erklæret, at han mente der var kommunister i hans egen organisation, og at de havde infiltreret alle regeringens sikkerhedsorganisationer.

McCarthy var en velmenende patriot, der fokuserede på sagen, mens hans modstandere hele tiden synes at have været mere interesserede i at få ram på McCarthy end på at løse de problemer, han ængsteligt påpegede. De hævdede, at de var ”mod McCarthys metoder, men enige i hans mål”, men da de havde fået bekæmpet hans metoder, viste de sig ligegyldige over for problemet med undergravende virksomhed, som var uhyre reelt. Herman viser, hvordan McCarthy blev berøvet adgang til de arkiver, som virkelig kunne have bevist hans ”vilde anklager”, hvorved han selv fremstod som stemplet. Sikkerhedstruslerne blev der intet gjort imod.

Når man læser, hvad de kyniske, professionelle politikere og medier lige fra starten af McCarthys felttog har sagt om ham, bliver man vidne til en langt mere hæmningsløs ”McCarthyisme” end hans egen. McCarthy, der spillede på sensationalisme netop for at få vækket til handling mod en truende totalitarisme, blev selv beskyldt for at være den totalitære trussel par excellence. Han blev en ”ondskabens ikon”, mod hvilken enhver hadefuld progressiv urimelighed blev modstaget med klapsalver. Der var ikke som under nutidens politiske korrekthed tale om totalitær ensretning i medier, åndsliv osv. i McCarthy-perioden, i hvert fald ikke til McCarthys fordel – den gamle elite sad stadig solidt som magthavere og bekæmpede enigt det folkelige oprør mod flirten med ”Onkel Joe” (Roosevelts navn for Stalin). Bondedrengen McCarthy var i hele sin personlighed og adfærd en fornærmelse mod det toneangivende Washington, som sluttede sig sammen for at slå populisten skånselsløst ned. Herman viser, hvordan de ledende meningsdannere altid var imod McCarthy.3

McCarthys afgørende indsigt var med hans egne ord, at den vigtigste forskel ”mellem vor vestlige kristne verden og den kommunistiske ateistiske kommunistiske verden ikke er politisk, den er moralsk.” Han kaldte kommunismen ”immoralitetetens religion”, idet den totalt afviste begrebet om Gud, retfærdighed og moralske absolutter, hvilket ”vil såre og skade menneskeheden dybere end noget tænkeligt økonomisk eller politisk system.” Hans og mange menige amerikaneres tvivl var, hvilken side ”the liberals” var på. Venstrefløjen så nemlig kun denne forskel uklart, hvorfor McCarthy forudså, at hvis de fik lov til at bestemme, vil ”denne nation, denne civilisation forsvinde fra jordens overflade lige så sikkert som de andre store imperier, der i fortiden blev ødelagt pga. svag ledelse, der tolererede korruption, illoyalitet og uærlighed.”

I sine anklager om forræderi tog McCarthy i det mindste menneskene alvorligt, idet han gik ud fra den vestlige civilisations grundantagelse, at den enkelte er personlig ansvarlig for de valg, han foretager på grundlag af sin frie vilje. Tages konsekvensen af de progressives fornærmethed over at blive draget til ansvar for flirten med kommunismen, vil det betyde indrømmelse til en opfattelse af mennesket som et evigt uansvarligt barn intellektuelt og moralsk, og en knæsættelse af menneskeretten til at sælge sin egen sjæl.

Mange ledende politikere havde såvist med god grund travlt med at bekæmpe McCarthy, der var ganske frygtløs og derfor farlig for mere blakkede personager, som desværre fik et nemt offer. McCarthys skarphed over for kommunister havde han ikke over for intriger mod sig selv. Desuden fik han dårligstøtte i sin unge juridiske rådgiver Roy Cohn, som gentagne gange blamerede McCarthys undersøgelser. Men en interessant ny pointe i Hermans bog er, at det især var det nye tv-medies mulighed for manipulation, der bragte McCarthy til fald. Fjendtligt indstillede journalister sørgede for kameravinkler og klipninger, der konsekvent fremstillede senatoren som usympatisk og hans ”ofre” som forfulgte uskyldigheder. Den afgørende scene var, da den tårevædede gamle advokat Welch under høringerne med hæren i 1954 beskyldte McCarthy for at være grusom og hensynsløs – og så snart han var uden for kameraernes rækkevidde, spurgte han – stadig med tårer på kinden, men helt upåvirket: ”Nå, hvordan gik det?”. Skuespil det hele.

Da McCarthy i december 1954 blev fordømt af et overvældende flertal i senatet, var det nederlaget for den ”hårde antikommunisme” – for dem, der var imod Sovjetkommunismen, fordi de anså den for ond og for antitesen til den amerikanske tradition. McCarthy, hvis retorik nøgternt betragtet ikke havde været værre end mange af hans kollegers, erkendte selv, at han nogle gange havde udtrykt sig meget firkantet: ”Jeg hævder ikke at være en sproglig mester.” Men, tilføjede han, ”hvad facts og meninger angår, stå jeg fast.”

Efter fordømmelsen i senatet (den næstværste sanktion efter direkte udsmidning) var McCarthy stemplet, totalt fortiet af medierne, skyet af alle – ”den ensomste mand i verden”, bemærkede en iagttager. Selv når han endnu kom med bemærkelsesværdigt profetiske taler – som hans advarsel i 1955 om Sovjets forspring i raket-teknologi – talte han for døve øren. Han var kommet for tæt på at vise identiteten i mål og mentalitet mellem ”progressive” og kommunister og blev derfor en paria. Som en af de (eks-)progressive, David Horowitz, i dag åbent erkender: ”Fra begyndelsen var det Nye Venstre ikke et uskyldigt eksperiment i amerikansk utopisme, men en selvbevidst bestræbelse for at redde det kommunistiske projekt fra sin sovjetiske skæbne.” Og som den venstreorienterede professor Ellen Schrecker konkluderer i sin bog ”No Ivory Tower” om McCarthyismens effekt for universiteterne, var det ikke McCarthys adfærd, der gjorde ham til hadet ”McCarthyist”, men hans antikommunistiske mission.

Så snart McCarthy var væk, blev alle de uafslørede kommunister i administrationen da også glemt. I 1983 kom det frem, at siden 1956 var kun fire regeringsansatte blevet fyret pga. loyalitetsproblemer, efter 1968 ingen. Ejheller behøvede alle de toneangivende progressive intellektuelle mere anstrenge sig for at i det mindste udadtil undgå at fremtræde pro-sovjetiske eller for anti-amerikanske. Alting flød nu, kulminerede med 1968-oprørerne, hvis ledere hver uge åbent samledes foran tv-skærmen for at juble, når tabstallene for amerikanske soldater i Vietnam blev læst op.

McCarthys personlige skæbne står som et mene tekel for enhver, der overvejer at vove et opgør med de progressives urimeligheder. Han, der kun kunne leve som patriot i første række, selv altid retlinet, gavmild og tilgivende over for venner som fjender (Herman giver mange eksempler på dette), gik nu – magtesløs og uforstående over for uretfærdigheden – simpelthen i hundene. Hverken hans legeme eller sjæl havde været stærk nok til den enorme byrde, han havde udsat dem for, kun den hektiske aktivisme holdt ham i gang. Efter to et halvt år som ”Amerikas mest hadede senator” døde han 48 år gammel af leversvigt. Men med velbegrundet overbevisning skrev en af hans medkæmpere kort efter til McCarthys enke: ”jeg tror, at Joes saga vil blive læst for at inspirere patrioterne i det 21. Århundrede og i de følgende århundreder.”

Fodnoter:
1. Arthur Herman (født 1956): Joseph McCarthy. Reexamining the Life and Legacy of America’s Most Hated Senator. The Free Press, New York 2000. 404 sider.
2. En oversigt over de indtil da fremgravede positive sider ved McCarthy og hans gerninger er givet i P.N. Buhl: En annan blid av McCarthy, i:Contra 1992 nr. 6 s. 20f. (Det var dengang ikke muligt at få trykt en uortodoks tolkning af McCarthy i noget dansk tidsskrift, i nogen dansk avis).
3. At den progressive politiske korrekthed altid har været mere magtfuld og ondartet end ”mccarthyismen” o. lign., er en af Hermans pointer. At de progressive selv benytter sig af den udskældte senators metoder ud i det ekstreme, kan eksemplificeres ved, at under borgerretskampen blev sorte, der var uenige i positive særbehandlingsprogrammer, udskreget som ”fjender af deres folk”. Og da John H. Koehler, skulle erstatte Pat Buchanan som det Hvide hus’ kommunikations-direktør (under Reagan), var der et sådant ramaskrig fra den ”liberale” venstrefløj, at Koehler alligevel ikke fik stillingen. Årsag: som 10-årig havde den tyskfødte Koehler en kort periode været medlem af en nazistisk ungdomsgruppe. Selv jødiske talsmænd sagde, det var latterligt at dømme en 56-årig på hans handlinger som 10-årig. Men McCarthys berygtede ”are you or have you ever been” (medlem af det kommunistiske parti) bruges ud i det absurde af venstrefløjen, særligt i ”nazisme”-sager.